Tirsdag, den 26. februar 2019 - Anguineguin

Jeg måtte altså slappe af, men jeg gik med til at tage en båd hen til en by i nærheden, kaldet Anguineguin, hvor der så også var et marked i dag. Selvom meteologerne havde meldt om nogle få skyer, så skulle man virkelig se godt efter for at få øje på dem, så sejlturen var flot og dejlig. Klippeskrænterne er overstrøet med hoteller og lejlighedskomplekser.

Markedet var en turistfælde af de mere seriøse, men det lykkedes da mig alligevel at købe noget: Et bælte med et bæltespænde, hvor der står Yamaha. 

Bæltespænder med et hvilket
som helst bilmærke

Jeg forsvandt hurtigt hen til en lille bar, hvor jeg fik mig en fadøl. Baren var norsk og hed Søte Bror. Jeg tror, der er mange nordmænd i byen. Der var endda et Norsk Hus. Jeg ville hjem med næste færge og Sonja blev der lidt længere. Hun gik lidt af vejen hjem, hen til næste havn, Anfi.
Jeg fik mig en Cesars Salat ved restauranten lige over for hotellet. Cesars Salat er en opskrift, der er åben for fortolkelse. Den smagte fint, - sådan da. Der var små stykker paneret og fritteret kylling i og så var den pyntet med ananas og appelsen. 

Bagefter gik jeg op på taget for at slikke sol. Jeg fik nok efter en times tid og tog så løbetøjet på, for at løbe til en anden side til Amadores. Der går en meget fint anlagt sti derhen. Stien er en kilometer og da der er en kilometer hen til stien, så blev turen på ialt 4 km. Nu var tiden kommet til dagens Gin-og-Tonic, som blev indtaget i en liggestol på taget sammen med Sonja.

Det er i visse kredse blevet moderne at tale om paradigmeskifte. Jeg vil også være med. Jeg fortalte tidligere, at jeg har troet, at maden bliver bedre, jo længere man bevæger sig væk fra hotellet. Det gør det ikke. Næste skridt i paradigmeskiftet er, at man sagtens kan komme tilbage til samme restaurant og få endnu en god aften og en god oplevelse.

Det gjorde vi så i aften, hvor jeg fik  fisketallerken og Sonja fik grillstegt tunge, - altså fisken. Spanierne er bare så gode til at lave fisk. De har en meget fin tradition med fisk. Så når jeg er ved Middelhavet og her, så spiser jeg fisk, - masser af fisk. Toro Bravo skuffede ikke, - det smagte dejligt. Der var dog kommet en laks på fadet. Jeg er næsten sikker på, at den er norsk og jeg rører (næsten) ikke norsk burlaks. Så den blev liggende, men der var også nok mad. Vi gjorde en undtagelse og bestilte desert. Jeg fik Creme Catalana. Det er bare Creme Bruille og Sonja fik citronfromage. Vi delte forresten en flaske Cava til maden. Kaffen drikker vi på terrassen og jeg får en Torres 10 Brandy til. Se det er ferie.