søndag den 24. februar 2019

Lørdag, den 23. februar 2019 - Udrejse



Klokken 3:30 om morgenen er altså tidligt og så især hvis man ikke kan slukke vækkeuret på telefonen. Vi skulle afsted til Aalborg Lufthavn for at flyve på ferie på Gran Canaria. Solen lokker, især hen sidst på vinteren. Jeg har også fornylig fået en ny ven, som stammer fra Gran Canaria og han har talt varmt om øen.

Turen op gennem Jylland, en tidlig lørdag morgen, går ret glidende. Der er biler, men ikke mange. Jeg slog Cruise Control til, da vi kørte på motorvejen og slog den først fra, da vi skulle under Limfjorden. Vi kørte lige forbi Strubjerg i Nørresundby, hvor jeg boede fra 1976 til 1978, inden jeg flyttede til Aarhus. Lufthavnen i Aalborg er til at overse og man får en gratis parkeringsplads meget tæt ved indgangen.

Der er ikke meget at berette om turen, bortset fra at den er lang. Jeg synes i hvert fald, at lidt over 5 timer er meget. Jeg havde bestilt lejebil hjemmefra. Den skulle hentes ved Avis. Der var en lang kø og da vi også havde ventet længe på kuffertne, så begyndte tålmodigheden at blive lidt slidt. Den ellers søde pige på den anden side af skranken tog et helt kvarter om at registrerer os, instruere os og til sidst udlevere nøglen. Et af emnerne var om vi ville have selvrisikofri kaskoforsikring. Det ville vi, som udgangspunkt, gerne. Selvrisikoen er på omkring 1000€, men da det kostede 25€ OM DAGEN, så sagde vi at det ville vi ikke. Pludselig havde hun et billigere tilbud på det halve. Det tænkte vi lidt over og slog så til. Det er noget værre hundehandel at leje bil. Et godt råd må være, at vente med at leje bil, til du er på destinationen. Så kan du vælge det firma, hvor køer er kortest og forsikringen er billigst. Alex (min canariske ven) anbefaler firmaet CICAR, - formentlig Canaria Island CAR. Det gør vi næste gang.

Vi kørte sydpå i den knaldrøde gummib.. VW Golf. 40 km og så er man ved Pourto Rico, hvor vi skal bo på Morasol Suites. Vi har en lejlighed med stue og soveværelse og en pæn terrasse vendt mod vest og med udsigt over lystbådehavnen. Fint for mig (og Sonja).

Vi havde fået morgenmad, som jeg havde bestilt hjemmefra, på flyet, men nu var vi altså sultne igen. Klokken var også næsten 15 (Canarisk tid / GMT), så det blev den lokale lige overfor hotellet. Nu troede jeg engang, at jo længere væk, jeg bevægede mig fra mit hotel, jo bedre blev maden. Teorien er senere blevet gjort til skamme, - ligesom den også blev denne gang. De hvidvinsdampede muslinger smagte altså fantastisk. Jeg sluprede suppen op af skålen. Sonja fik en mærkelig "grød" bestående af majsmel kogt i fiskesuppe. Det smagte faktisk godt. Prøv det.

Vi gik derefetr en lille tur langs havnen og ud til vandet. Der er faktisk to havne og i den anden er der en lille sandstrand. Vi købte lidt til at nyde på terrassen. For mit vedkomemnde blev det Gin og Tonic og nogle peanuts. Der er ret varmt på terrassen, jeg måtte sætte mig i skyggen og skrive dagbog.

Vi var efterhånden ret trætte, så det skulle ikke være sent aftensmad og vi skulle ikke gå langt efter det. Det behøven man så heller ikke her. TripAdvisor viste os hen til Grill Costa Mar, hvor vi delte en dejlig Sea Bas (hav Abborre). Det var dagens fisk og det bør man tage, hvis man kan.

Der er ikke meget mere at sige om dagen. Vi gik i seng kl. 22.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar