Mandag, den 25. februar 2019 - Ørken og Fataga

På øens aller sydligste punkt er der en "ørken". Den ville vi godt se. Der er ikke så langt derhen og vil ville egentlig heller ikke køre så lang tid i dag. Måske slappe lidt af. Vi kørte klokken 10 og vi kørte mod Maspalomas. Det er selvfølgelig en turistby, men rigtig pæn og ordentlig. Ørkenen minder vel lidt om Råbjerg Mile og den er faktisk rigtig fin. Det kan godt være lidt anstrengen at gå helt ned til stranden, men det er vel ikke værre end hvad vi kan se på vestkysten. Stranden er flad og hård, - igen lidt som vestkysten og Atlanterhavet viste sig fra sin bedste side. Jeg var lige ude og få en dukkert.

Sonja fangede en sjælden Pokemon dernede inden vi drog videre op mod Fataga, hvor der skulle være nogle enkelte vingårde. På vejen kom vi op over et pas kaldet Degollada de la Yegua på ca. 500 meter, som tilsyneladende er en udfordring for cykelryttere. Der var i hvert fald mange.

Udsigten deroppefra er ud over en kløft som godt kunne minde om Gran Canyon, - bortset fra at her er der palmer i bunden af kløften. Jeg tog en masse billeder. Man kunne også se ørkenen der oppe fra.

Derefter gik turen så ned ad mod Fataga. Byen er ikke ret stor og består mest af små hvide huse. Vi gik lidt rundt og tog en masse billeder. Jeg ledte også efter en Bodega (Vingård), men den jeg fandt, så meget lukket ud. Til gengæld fandt vi en restaurant, som kunne servere frokost og endda med fantastisk udsigt.

Eefter frokosten ville jeg nu se om ikke jeg kunne finde en vingård. Det kunne jeg ganske tæt ved. Det var en lille 78-årig dame der lukkede op og viste mig til "vinkælderen". Det er den mindste vinkælder jeg endnu har set. Hun havde manuel vinpresser og kun to tønder med vin. Hun lavede kun en vin, - en rødvin, som i øvrigt er uden årgang. Den smagte som rævepis, men jeg købte alligevel to flasker, - af høflighed.

Sonja kørte hjem. Det blev af samme vej som vi kom, så kunne jeg nyde udsigten denne gang. Vejen er snørklet, men med en meget fin belægning. Det frister cykelryttere til at ase sig op af bjergene.
Så snart vi var hjemme, lavede jeg mig en Gin-og-Tonic og gik op på solterrassen. Jeg faldt vist i søvn, men blev pludselig vækket af en højrystet nordmand, der var på ferie med kone og svigermor. Det så nu ikke ud til at tynge ham meget, for han snakkede og de var faktisk alle tre ganske hyggelige. Vi fik en lang snak og jeg bød ham da også på en G&T, hvilket bestemt ikke mindskede snakken. Jeg gik ned i lejligheden efter en times snak og skrev dagbog og ved 19-tiden gik vi ud at spise. Vi gik op til samme lille bunke af restauranter som i går og fandt en rigtig fin en, hvor jeg kunne få en T-Bone Steak og en flaske Ribero del Duoro. Forretten var grillede grønne peberfrugter. Det var ikke chilier, men bare almindelige, men små, peberfrugter. En dejlig middag. Kaffen tog vi hjemme.