Lørdag, den 2. marts 2019 - Hjem

Det tager ca. 12 timer at komme hjem, hvoraf godt 5 timer er selve flyveturen. Det er jo i sog selv lang tid, men der bruges altså også lang tid i lufthavnen. Jeg købte noget spiritus i lufthavnen, Der skete overhovedet intet overraskende under turen, så det vil jeg ikke trætte dig med.

Da vi kom hjem tog jeg lige et billede af noget af de ting som vi, - mest Sonja, - havde købt.

Kaffe

Kaktusfrø

Mojo til Canariske kartofler

Fredag, den 1. marts 2019 - Sol

Der er ikke meget at fortælle om en dag, hvor vi bare vil slappe af i solen. Til frokost fik jeg en Cesars Salat ved poolkanten og dertil en øl. Senere, da Sonja ikke kunne klare mere sol, gik hun ned i byen og jeg fulgte efter ned til stranden. Her badede vi i det klare vand, men på et tidspunkt begyndte der at komme skyer, - som om nogen ville sige, at nu har I fået nok sol. Gå nu hjem og pak kuffert. Hotellet havde arrangeret BBQ om aftenen, så det meldte jeg os til. Det skulle nu vise sig at være en kedelig omgang. Maden smagte udmærket, men der var intet arrangeret ud over en sangerinde, som spillede og sang gamle countrytravere. Jeg havde nu forventet lidt mere socialt, - som for eksempel en drink til at begynde med, hvor vi så kunne snakke lidt sammen.

Så vi gik hurtigt op i lejligheden igen og drak aftenskaffen der. Resten af aftenen blev der set DR-udsendelser, som jeg er gået glip af hernede.

Torsdag, den 28. februar 2019, Kaffe

Udsigt fra Mirador el Mulato

Det var en lang tur for lille en kop kaffe! Meningen med livet er ikke endemålet, men turen derhen. Ja, sådan kan blive lidt filosofisk på en terrasse i Pourto Rico, når der står en G&T på bordet.

Vi ville til Ageate på den nordvestligste del af Gran Canaria. Vi og Google Maps kunne ikke rigtig bestemme os for, hvilken vej vi skulle køre, så da vi allerede var ved at være lidt trætte af motorvejen til Las Palmas (GC1), bestemte vi os for at køre tværs over øen. I guder en tur!! Sonja kørte i begyndelsen og vejen blev mere og mere snørklet, mens det gik op ad. Belægningen var god, så det vrimlede med cyklister, som fluer om en l... , sukkerknald.

Mirador el Mulato med vor lille røde gummibåd

Udsigten blev flottere og flottere. Vi kørte på GC200 og holdt ind ved udsigtspunket Mirador el Mulato. En lille palmelund i det ellers ret ufrugtbare bjerglandskab. Så skiftede vi til GC605 (tror jeg nok). Nu var det mig der kørte og jeg praktiserede ideallinjekørsel. Jeg nød faktisk vejen og udsigterne, men det sværmede stadig med cyklister. Vi holdt af og til ind til siden for at tage et billede af en udsigt og senere faktisk også blomsterne, for det blev efterhånden mere og mere frodigt, efterhånden som vi kom ned på den anden side af øens midte. Det kom også en del søer, - formentlig kunstige, for der var en dæmning ved hver af dem. Jeg kan godt forstå, de gemmer på det ferskvand, som de kan få fat på. Om søerne så også bruges til at lave elektrisitet, ved jeg ikke.

Udsigt fra Fagajesto

Planen var at besøge en kaffeplantage,- den nordligste i verden og måske den eneste på Gran Canaria. Jeg havde fået tippet fra Alex, som også havde henvist til deres web-side. Jeg så plantagens adresse der, men jeg har åbenbart ikke rigtig forstået deres adresseangivelse, for vi endte i et naturområde. Det var nu ikke mange kilometer, vi kørte forkert, men nu skulle vi køre næsten 1½ time mere og vi havde allerede kørt to timer. Men som sagt, vejen er god og naturen og udsigten er fantastisk. På et tidspunkt kunne vi se Teide på Teneriffe. Da vi til sidst kom til Agaete, var jeg altså blevet sulten. Så vi fandt et lille spisested på torvet, hvor jeg fik en salat med "trukket kylling", på engelsk "pulled chicken". Lidt underligt, men det smagte fint. Sonja fik igen tortilla.

Kaffebær

Der var kun fire kilometer ind til kaffeplantagen. Den ligger i en meget frugtbar dal, kaldet San Pedro. Dalen er ikke særlig bred, - måske kun et par hundrede meter, men den udnyttes til landbrug, ser det ud til. Og så er den meget smuk!

Vi ankom til Finca Los Castanös, som kaffegården hedder, lige nøjagtig tids nok til at komme med på en rundvisning mellem kaffebuskene. Han dyrker sin kaffe økologisk og klipper ikke grenene, som de store gør. De har også kaffebuskene i skyggen af store træer, men det har han ikke og det går fint, formentlig fordi, han netop ikke klipper grenene. Ind imellem kaffebuskene har han også andre eksotiske frugttræer, såsom avokado, papaja, fersken og appelsiner. Vi blev budt på en kop kaffe efter rundturen og den smagte selvfølgelig godt. Ikke så stærk og stort set uden syre, men stadig lidt bitter som kaffe skal være.

Udsigt fra kaffeplantagen med appelsiner i forgrunden

Han ristede også lidt kaffe i en lerskål, som jeg blev sat til at røre rundt i, mens bønnerne blev brune og sorte. Han gennemgik processsen fra høst til færdig produkt. Slutproduktet  vejer kun 10% af hvad det vejede, da det blev høstet. Bønnerne bliver lagt på nogle net og tørret i solen nogle måneder, så bliver det tørrede frugtkød fjernet og bønnerne bliver derefter ristet og evt. malet. Vi købte en enkelt pose kaffe på 250g til 30€, men så er det vel også en slags Gran Cru kaffe.

Sonja kørte hjem ad motorvejen, men af en eller anden grund blev vi ledt ad en motorvej ind omkring Las Palmas. Måske der var kø på den anden vej. Vi forstår i hvert fald ikke helt Google Maps algoritme tilk at finde vej, men vi kom hjem. Nu skulle jeg have min G&T og lige skrive lidt dagbog inden vi skulle ud af spise. Det blev på fiskerestauranten fra først på ugen De laver god fisk og jeg fik tunge og Sonja fik en friskfanget fladfisk, Min fisk smagte godt, men jeg var nu lidt misunderlig på Sonjas. Den så rigtig god ud og smagte vældig fint. Jeg fik canariske kartofler med pepersovs til min fisk. Det er nu synd. Begge dele smager fint, men sovsen passer nu ikke til fisk. Det er den for kraftig til. Efter middagen, var det bare hjem i seng.

Onsdag, den 27. februar, 2019 - Sejltur

Jeg havde bestilt en sejltur hjemmefra. Der var inkluderet svømme- og dykkertur og bagefter frokost. Det har jeg glædet mig meget til. Turen starter fra Pourto de Mogan, - ca. 10 km. længere mod nordvest. Der er motorvej derop, så det er nemt. Vi var der vel ca. 1½ time før afgang, så der var tid nok til at kigge rundt i byen. Den er helt anderledet hyggelig end Pourto Rico. Det er mest nye huse, men de er bygget og malet i traditionel stil. De danner lige gader på kryds og tværs, som i USA og der er en flod, der løber gennem byen. Broerne over floden kunne godt minde lidt om Venedi. Der er selvfølgelig også en strand. Der er fyldt med blomster ud fra alternerne. Det er helt utrolig flot. Altså alt i alt en ganske overraskende hyggelig og smuk by.

Vi gik langsomt over mod båden, som vi skulle sejle med. Jeg vidste, den var gul, så den var til at finde, Firmaet drives af et ungt par og det hedder Yellow Boat. Turen kostede 70€ for os begge. Vi sejlede kl. 11 og efter ca. en halv time ankrede vi op i en lille bugt, hvor vi skulle svømme og dykke. Der skulle være en del fisk at se. Vandet er fuldstændig klart og er omkring 20 gr.

Jeg var den første i vandet. Jeg skulle prøve snorkel for første gang nogensinde. Det var ingen succes. Jeg slugte en del af Atlanterhavet og hostede og spyttede. Vandet er meget salt. Jeg kravlede op i båden igen, - drak lidt vand og hoppede i igen. Denne gang uden snorkel. Lige uden for båden var der en stor stime af hvide fisk, som vel var ca. 10 til 20 cm lange. Ellers var der ikke mange fisk at se. Jeg havde måske håbet på lidt flere forskellige fisk, men det var sjovt alligevel. Jeg benyttede også lejligheden til at springe på hovedet i vandet fra båden. Der var arrangeret frokost efter svømmeturen. Det var tortilla, spansk spegepølse, canariske kartofler og brød. Dertil øl eller sangria. Jeg foretrækker helt sikkert øl.

Vi sejlede videre op nordpå mod en isoleret landsby. Hele vestkysten af øen er fredet område, så der er ingen bebyggelse, bortset fra en enkelt eneboer i en hule. Vi var tilbage i Pourto de Mogan ved 14-tiden, så vi gik igen en lille tur rundt i den hyggelige by og fik også en kop kaffe ved en lille fortovsrestaurant. 5€ for to kopper kaffe, - så er de vist også betalte.

Motorvejen fra Las Palmas stopper i Pourto de Mogan. Det er både fordi, der ikke er flere byen på vestkysten, men nok også fordi, det er ret kuperet. De første kilometer mod Pourto Rico er mest tunnel. Så snart vi var hjemme på hotellet gik jeg op på taget med en G&T og Sonja gik samme tur, som jeg løb i går. Jeg var næste to timer deroppe, inden jeg ned på vor egen terrasse for at skrive dagbog.

Vi gik ud at spise ved 20-tiden. Vi havde ikke lyst til de store nye oplevelser, men det blev dog til at spise ved naboerne fra i går, - El Gaitero. Restauranten var næsten fyldt, - et godt tegn. Vi fik et bord udenfor, selvom det var blevet lidt køligere, men jeg havde taget lange bukser på. Jeg bestilte Sortfodsskinke som forret. Det er meget sjældent, at man ser denne skinke og jeg troede slet ikke, man kunne købe den på restauranter. Jeg fik serveret ret mange skiver og når man smager denne fantastiske skinke kan man godt blive ret vred over at dansk landbrug ikke engang gider prøve at lave sådan et lækkert stykke kød. Jeg nød det selvfølgelig. Hovedretten var lammekølle. Den smagte dejligt. Den var ikke stor. Kun lidt større en et kalkunlår, men den smagte fint. Kaffe og cognac hjemme i lejligheden,

Tirsdag, den 26. februar 2019 - Anguineguin

Jeg måtte altså slappe af, men jeg gik med til at tage en båd hen til en by i nærheden, kaldet Anguineguin, hvor der så også var et marked i dag. Selvom meteologerne havde meldt om nogle få skyer, så skulle man virkelig se godt efter for at få øje på dem, så sejlturen var flot og dejlig. Klippeskrænterne er overstrøet med hoteller og lejlighedskomplekser.

Markedet var en turistfælde af de mere seriøse, men det lykkedes da mig alligevel at købe noget: Et bælte med et bæltespænde, hvor der står Yamaha. 

Bæltespænder med et hvilket
som helst bilmærke

Jeg forsvandt hurtigt hen til en lille bar, hvor jeg fik mig en fadøl. Baren var norsk og hed Søte Bror. Jeg tror, der er mange nordmænd i byen. Der var endda et Norsk Hus. Jeg ville hjem med næste færge og Sonja blev der lidt længere. Hun gik lidt af vejen hjem, hen til næste havn, Anfi.
Jeg fik mig en Cesars Salat ved restauranten lige over for hotellet. Cesars Salat er en opskrift, der er åben for fortolkelse. Den smagte fint, - sådan da. Der var små stykker paneret og fritteret kylling i og så var den pyntet med ananas og appelsen. 

Bagefter gik jeg op på taget for at slikke sol. Jeg fik nok efter en times tid og tog så løbetøjet på, for at løbe til en anden side til Amadores. Der går en meget fint anlagt sti derhen. Stien er en kilometer og da der er en kilometer hen til stien, så blev turen på ialt 4 km. Nu var tiden kommet til dagens Gin-og-Tonic, som blev indtaget i en liggestol på taget sammen med Sonja.

Det er i visse kredse blevet moderne at tale om paradigmeskifte. Jeg vil også være med. Jeg fortalte tidligere, at jeg har troet, at maden bliver bedre, jo længere man bevæger sig væk fra hotellet. Det gør det ikke. Næste skridt i paradigmeskiftet er, at man sagtens kan komme tilbage til samme restaurant og få endnu en god aften og en god oplevelse.

Det gjorde vi så i aften, hvor jeg fik  fisketallerken og Sonja fik grillstegt tunge, - altså fisken. Spanierne er bare så gode til at lave fisk. De har en meget fin tradition med fisk. Så når jeg er ved Middelhavet og her, så spiser jeg fisk, - masser af fisk. Toro Bravo skuffede ikke, - det smagte dejligt. Der var dog kommet en laks på fadet. Jeg er næsten sikker på, at den er norsk og jeg rører (næsten) ikke norsk burlaks. Så den blev liggende, men der var også nok mad. Vi gjorde en undtagelse og bestilte desert. Jeg fik Creme Catalana. Det er bare Creme Bruille og Sonja fik citronfromage. Vi delte forresten en flaske Cava til maden. Kaffen drikker vi på terrassen og jeg får en Torres 10 Brandy til. Se det er ferie.

Mandag, den 25. februar 2019 - Ørken og Fataga

På øens aller sydligste punkt er der en "ørken". Den ville vi godt se. Der er ikke så langt derhen og vil ville egentlig heller ikke køre så lang tid i dag. Måske slappe lidt af. Vi kørte klokken 10 og vi kørte mod Maspalomas. Det er selvfølgelig en turistby, men rigtig pæn og ordentlig. Ørkenen minder vel lidt om Råbjerg Mile og den er faktisk rigtig fin. Det kan godt være lidt anstrengen at gå helt ned til stranden, men det er vel ikke værre end hvad vi kan se på vestkysten. Stranden er flad og hård, - igen lidt som vestkysten og Atlanterhavet viste sig fra sin bedste side. Jeg var lige ude og få en dukkert.

Sonja fangede en sjælden Pokemon dernede inden vi drog videre op mod Fataga, hvor der skulle være nogle enkelte vingårde. På vejen kom vi op over et pas kaldet Degollada de la Yegua på ca. 500 meter, som tilsyneladende er en udfordring for cykelryttere. Der var i hvert fald mange.

Udsigten deroppefra er ud over en kløft som godt kunne minde om Gran Canyon, - bortset fra at her er der palmer i bunden af kløften. Jeg tog en masse billeder. Man kunne også se ørkenen der oppe fra.

Derefter gik turen så ned ad mod Fataga. Byen er ikke ret stor og består mest af små hvide huse. Vi gik lidt rundt og tog en masse billeder. Jeg ledte også efter en Bodega (Vingård), men den jeg fandt, så meget lukket ud. Til gengæld fandt vi en restaurant, som kunne servere frokost og endda med fantastisk udsigt.

Eefter frokosten ville jeg nu se om ikke jeg kunne finde en vingård. Det kunne jeg ganske tæt ved. Det var en lille 78-årig dame der lukkede op og viste mig til "vinkælderen". Det er den mindste vinkælder jeg endnu har set. Hun havde manuel vinpresser og kun to tønder med vin. Hun lavede kun en vin, - en rødvin, som i øvrigt er uden årgang. Den smagte som rævepis, men jeg købte alligevel to flasker, - af høflighed.

Sonja kørte hjem. Det blev af samme vej som vi kom, så kunne jeg nyde udsigten denne gang. Vejen er snørklet, men med en meget fin belægning. Det frister cykelryttere til at ase sig op af bjergene.
Så snart vi var hjemme, lavede jeg mig en Gin-og-Tonic og gik op på solterrassen. Jeg faldt vist i søvn, men blev pludselig vækket af en højrystet nordmand, der var på ferie med kone og svigermor. Det så nu ikke ud til at tynge ham meget, for han snakkede og de var faktisk alle tre ganske hyggelige. Vi fik en lang snak og jeg bød ham da også på en G&T, hvilket bestemt ikke mindskede snakken. Jeg gik ned i lejligheden efter en times snak og skrev dagbog og ved 19-tiden gik vi ud at spise. Vi gik op til samme lille bunke af restauranter som i går og fandt en rigtig fin en, hvor jeg kunne få en T-Bone Steak og en flaske Ribero del Duoro. Forretten var grillede grønne peberfrugter. Det var ikke chilier, men bare almindelige, men små, peberfrugter. En dejlig middag. Kaffen tog vi hjemme.

Søndag, den 24. februar 2019 - Teror

Receptionisten fortalte i går ved ankomsten om steder, hvor vi kunne tage hen. En af dem var Teror, som om søndagen har et stort marked. Byen er også i sig selv et besøg værd, sagde han. Den var vi med på og da vi alligevel stod tidlig op efter en god nats søvn, var det bare med at komme afsted. Vi skulle lige have morgenmad og det var fint. Så længe der er æg og bacon, så er det ikke helt galt.

Sonja kørte derop. Den største del af turen var på motorvej, men så drejede vi ind i landet. Vejene blev efterhånden mere og mere snørklede. Jeg havde udsigtspladsen og kunne nyde, at der er meget mere vegetation på nordøen.

Teror ligger mellem bjergene og var vist tidlige et kulturelt midtpunkt. Vi smed bilen lidt uden for byen og gik derind. Markedet var på torvet ved kirken. Der var stillet er kæmpe telt op, hvor der blev spillet spansk guitarmusik. Det er altså ikke lige min smag, så det undgik jeg. Vi gik hver for sig for vi har ikke samme interesser på et marked. Jeg legede lidt med kameraet, men gik derefter hurtig hen og fik en øl, hvor jeg kunne vente på at Sonja havde fået kikket på det hele. Det blev min tur til at køre hjem. Det kan godt være lidt anstrengende at køre ud til motorvejen, men derefter går det bare derudad. På østkysten har Gran Canaria opstillet rigtig mange vindmøller. Det giver ret god mening her, hvor alt skal sejles til og kul eller olie til elværkerne. Jeg har endnu ikke set nogle solpaneler. Det ville ellers være oplagt på denne solskinsø.

Vi skulle bare hjem og prøve solterrassen, som er lige ovenpå vor lejlighed. Den er forbeholdt hotellets gæster og der var næsten ingen, da vi kom. Vi slikkede sol en time til halvanden og derefter ned på vor egen terrasse til en eftermiddags Gin-og-Tonic inden aftensmaden.

Lige på den anden side af en tunnel ligge der en samling restauranter. TripAdvisor viste os hen til Toro Bravo, som ligger på første sal. En fin restaurant, hvor jeg fik grillet sværdfisk og Sonja spansk æggekage, Tortilla. Vi købte kaffe og filtre i den nærliggende supermarked, så vi kunne drikke kaffe hjemme. Det er bedre kaffe, - især når man kan købe BKI på Gran Canaria.